Min søn skal til Fyn

Vi går alle sammen meget bedre tider i møde. Det ser ud, som om at vaccinationsprogrammerne fungerer. Smittetallet er meget lavt her i landet. Der er ikke nogen mennesker, der er døde af Covid i det sidste døgn. Og ja, vi har fået meget mere frihed. Så det bliver en god sommer. Forhåbentligt så god, at vi måske kan komme på en lille rejse til udlandet inden ferien, er slut. Vi ser tiden an lidt endnu. Men det ville være lækkert at kunne rejse til fx Spanien eller Grækenland i en uges tid og nyde sol og strand dernede. Vi får jo et meget mærkeligt efterår. Når sommerferien er forbi, skal jeg nemlig starte på arbejde igen. Jeg har været sygemeldt med stress i lang tid, men er nu så langt i mit forløb, at jeg godt mener at kunne klare mit arbejde igen – men på nedsat tid. Faktisk så bliver det godt at komme tilbage til kollegaerne.

Til Baaring på Fyn

Men ikke kun det, at jeg skal starte på arbejde igen. Der er også det, at min søn skal starte på Baaring efterskole på Fyn efter sommerferien. Det bliver underligt ikke at skulle hjem til skænderier med ham. Det bliver også underligt, at der bare er hunden at hilse på, når jeg får fri fra arbejde. Min mand kommer jo først sent om aftenen. Om jeg er bekymret for de forandringer, vi står overfor? Faktisk ikke. Det må jeg indrømme. Måske tror jeg i virkeligheden, at jeg er lidt lettet over, at vi skal lære nye ting. Jeg skal lære at være på arbejde igen. Jeg skal ikke skændes med min søn om oprydning, ansvar og lektier. Jeg får muligheden for at koncentrere mig om min mand og mig. Og huset og hunden.

Egoistisk?

Måske lyder det egoistisk. Men jeg er faktisk glad for, at vores søn tager på efterskole. Jeg tror, at hans oprør imod os – hans forældre – er en naturlig del af hans proces mod at blive en ung mand – og jeg er overbevist om, at de kampe, vi har haft, har været medvirkende til, at jeg gik ned med stress her i foråret. Det har jo været et massivt pres på mig at skulle håndtere surmuleri, oprør og uvillighed til at deltage i familielivet samtidigt med, at vi bare har haft så ualmindeligt travlt på hospitalet. Alt det her med Covid har jo vendt op og ned på alt og alle. Også mig og min familie.

Han glæder sig så meget

Min søn glæder sig også til at komme væk herfra. Han har da heller ikke haft det så sjovt. Det der fjernundervisning har bare ikke lige været ham. Han er god til svinkeærinder. Samtidigt har konflikterne herhjemme også været belastende for ham. Det er jeg sikker på. Han siger selv, at det har de ikke. Jeg har en veninde med en ret vild datter, der har samme fornemmelse. Men samtidigt siger han også, når vi endelig kan tale sammen, at han glæder sig til at komme væk og stå på egne ben. Han skal nok klare det. Så længe han bare ved – og stoler på – at trods alle konflikterne, så vil vi gøre alt, hvad vi kan for ham.