Vores datter og svigersøn er ikke ligefrem de helt store økonomer, og det har været tæt på at koste dem ret dyrt. Da de efter at have boet sammen i godt fem år besluttede at gifte sig, havde de ikke sørget for at spare op til det bryllup, som de selvfølgelig helst ville have så stort og flot som muligt.
Men de har begge et godt job, endnu ingen børn samt en nogenlunde fornuftig boligudgift til det rækkehus, som de købte efter deres første år sammen. Så der er egentlig ikke noget i vejen for at optage et lån til bryllupsfesten, for deres kreditværdighed er ganske god. Sådan troede jeg i hvert fald, det var, indtil vi i sidste uge sad sammen og kiggede på deres økonomi, som de bad mig om at skabe et bedre overblik over.
Det viste sig, at de i årenes løb havde optaget nogle forbrugslån til anskaffelse af blandt andet deres ret nye fladskærms tv. De havde i alt fire forskellige mindre lån, som de tilsammen skyldte godt 30.000 kr. på.
Det er noget rod, sagde jeg til dem. Det er helt i orden at låne penge, når man har gode og stabile indkomster, men den her slags klatgæld er det næsten umuligt at have et ordentligt overblik over. Og har I gjort jeg nogen tanker om, hvad jeres faktiske udgifter på den slags lån egentlig er, spurgte jeg dem.
Det havde de rent faktisk ikke. De havde ladet sig forblinde af nogle rentesatser, som så ganske fornuftige ud. Men de havde mere eller mindre bevidst overset det faktum, at der oven i renterne var nogle gebyrer, så alt i alt var det nogle alt for dyre lån, de havde taget.
Jeg følte mig foranlediget til lidt af en tordentale for at overbevise dem om vigtigheden af at optage lån med en samlet udgift, der er til at leve med. Da jeg nævnte begrebet ÅOP for dem, så de bestemt meget spørgende ud, så jeg oversatte forkortelsen for dem og fortalte, at det netop er de Årlige Omkostninger i Procent, der er interessante, når man skal bedømme rimeligheden ved udgiften til et lån.
Jeg regnede denne årlige udgift i procent ud på hvert af deres fire forbrugslån og sammenholdt den med udgiften på det boliglån, de også har i deres bank. Der var himmelvid forskel, og de unge blev meget overraskede over, hvor meget dyrere de små forbrugslån i virkeligheden er.
Derfor foreslog jeg dem at gå i banken og søge om at få et samlelån til erstatning for de fire mindre lån, og så kunne de jo forsøge at få det nye banklån så tilpas stort, at der også blev penge til at holde bryllup for.
Det gjorde de, og i går kom de hjem til os og fortalte med næsten julelys i øjnene, at deres bank havde været meget imødekommende overfor deres ønsker. Banken havde tilbudt dem et lån, der kan dække både klatgælden og udgifterne til det bryllup, som de har fastsat til om to måneder.