Københavns krisecenter

Det må have været et sandt helvede for hende. Min nabo. Hun er lige flyttet ind. Det er en sød ung kvinde. Hun har et barn på 7 år. Hun er fraskilt. Vi har snakket sammen, og i går inviterede jeg hende og hendes søn til middag. De kom, og vi hyggede os med lasagne, rødvin og cola. Hun havde fortalt mig, at hendes dreng elsker lasagne, så jeg lavede den bedste udgave, jeg kender. Og ja, han var rigtig glad for den.

Grimt forhold

Efter middagen satte vi os ind i min stue. Drengen faldt i søvn på sofaen. Vi snakkede godt sammen. Hun fortalte mig, at først er blevet skilt for et halvt år siden. Hun har været igennem noget møg med sin eksmand. Han har udnyttet hende groft. Presset hende for penge. Hun har igennem flere år givet ham alt, hvad hun ejede. Og da formuen, som hun havde arvet fra sine forældre, var brugt, begyndte han at slå hende. Hun fortalte mig horrible historier om blå øjne, brækkede kraveben, og jeg ved ikke, hvad. Hun fortalte mig om den angst, der voksede frem i hende. Hun sagde også, at hun sådan set var ligeglad med, at han slog hende. Hun var bange for, at han på et tidspunkt ville begynde at slå deres dreng. Hun begyndte derfor at lægge planer for, hvordan hun kunne komme væk fra ægteskabet. Hendes ægtemand begyndte nemlig også at forbyde hende at gå ud alene.

Kvindehjem hjalp hende på vej

Jeg kunne forstå, at det havde stået på i flere år. Indtil for knapt et år siden. Hun fandt et kvindekrisecenter i København, som hun kontaktede. Personalet på kvindekrisecenteret hjalp hende. De gav hende og hendes barn husly. De hjalp hende også med at finde et job. I dag kan hun forsørge sig selv og drengen. Hun har fået en skilsmisse og ser lyst på sin fremtid. Hendes eksmand har fået forbud imod at nærme sig hende og drengen. Samtidigt med at hun passer sit job og drengen, så er hun også i gang med at videreuddanne sig. Hun vil gerne være folkeskolelærer. Hun elsker at skrive og har et fritidsprojekt, der handler om at skrive en bog.

Sønnen savner far

Hendes søn savner naturligvis sin far. For nylig har faren da også fået tilladelse til at se sin søn. De ses i nogle få timer et par gange om måneden. Deres samvær sker under opsyn af personale fra kommunen. Men hun er stadigvæk bange for, at han skal gøre ondt på deres søn.

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan hun har haft det. Jeg kan forstå, at hun stadigvæk ikke er helt tryg. Men jeg kan også se, at hun gerne vil videre i sit liv. Det er jo en ung kvinde. Hun har fremtiden foran sig. Og jeg er fuld af beundring over, hvor meget hun allerede har nået: Komme ud af et forhold, der bare har været helt forkert, få et job, finde en ny bolig, starte en uddannelse – og stadig ville mere. Det kan man da vist ikke andet end at blive imponeret over.