Det har været en meget hektisk dag på kontoret. Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men i frokostpausen bad min chef mig om at komme ind på hans kontor. Han sad i sin store stol og med sit stive jakkesæt på. Jeg troede faktisk, at jeg skulle fyres. Han havde den her alvorlige mine på.
Tilfredse
Men nej. Det skulle jeg ikke. Han fortalte mig, at han er meget tilfreds med det arbejde, jeg har lavet for dem i de sidste 3 måneder, hvor jeg har været ansat på prøve. Jeg har lavet forskellige, små ting for firmaet. Sådan noget med telefonpasning og pasning af receptionen.
Han spurgte mig, om jeg er glad for at arbejde i firmaet. Det kunne jeg jo kun sige ja til. Og det er sandt. Jeg er glad for mit job. Jeg er et meget serviceminded menneske, og jeg har da også fået en masse opmuntrende klap på skulderen af de ansatte.
God på telefonen
Jeg har bl.a. vist dem, at jeg er god til at lave det, de kalder for receptionsservice og telefonpasning. Det handler om at tale pænt til folk, når de ringer op, og give dem klare svar på deres spørgsmål. Det handler også om at kunne bestille en tog- eller flybillet til en af firmaets forretningsforbindelser, der har været på besøg, men som ikke nåede flyet eller toget, han eller hun skulle have været med for at kunne komme hjem. Ja, alt den slags.
Fast arbejde
Nå, men min chef sagde altså, at de er glade for min indsats, og de vil gerne tilbyde mig en fast stilling. Til at begynde med kun i 25 timer om ugen, men til en bedre timeløn. Om 3 måneder vil vi så kunne lave det om en fuldtidsstilling. Behovet er der, men de har ganske simpelt ikke råd til en fuldtidsstilling til mig lige nu. Hold op, jeg er glad. Jeg starter med det samme.