Malerier er smukke

Udgivet af Charlotte

Vores datterdatter, Caroline, på 13 år var på besøg hos os og sad og bladrede i en kunstbog, som min kone havde fundet frem, fordi vi den følgende uge skulle holde en uges ferie i Paris. Hun ville forberede sig på besøget i byernes by, for der var ikke tvivl om, at vi skulle bruge noget af tiden på at besøge kunstmuseer og gallerier. Vi har nemlig begge en passion for moderne malerier, som vi benytter enhver given lejlighed til at studere.

Caroline var meget opslugt af bogen, kunne jeg se, så jeg spurgte hende, om hun havde forstand på den slags. Egentlig ikke, svarede hun, men jeg synes, det er fantastisk, hvad man kan få ud af at se på de abstrakte malerier her i bogen.

Jeg var overrasket over, at en pige på 13 kunne være så opslugt af fotografier af malerier, og så fik jeg en ide. Uden overhovedet at snakke med min kone om det ringede jeg til vores datter og spurgte, om Caroline måtte tage med os til Paris den følgende uge, som var skolernes efterårsferie. Min datter blev noget overrasket, men sagde ja til forslaget.

Det var en meget glad Caroline – og en overrasket mormor, der lidt senere sagde ja tak til at tage med til Paris. Der har hun aldrig været før, men jeg tror nu nok, at hun allermest glæder sig til at se nogle af de flotte kunstværker, hun nu havde set billeder af i bogen,  i virkeligheden.

Kategorier: Feriesnak