Gode tandlæger afhjælper tandlægeskræk

Udgivet af Charlotte

Heldigvis har jeg altid haft forholdsvis sunde tænder. Det kan jeg nok takke mine forældre for. De var nemlig meget nøjeregnende med, at jeg som barn fik børstet tænderne grundigt både morgen og aften, og jeg blev også sendt til tandlæge hvert halve år, selv om jeg den gang nok led lidt af tandlægeskræk og hadede at komme i stolen.

Men min frygt for tandlæge fortog sig med tiden, og det kan jeg også takke min barndoms tandlæge for. Han var en af de første tandlæger herhjemme, der virkelig satsede på smertefri tandbehandling, så da jeg for første gang i mit liv skulle have boret i en tand, valgte han at bedøve mig. Jeg tror endda, at han med et eller andet middel gjorde min gumme mindre følsom, før selve stikket med bedøvelsen, for jeg erindrer ikke, at det gjorde ondt at blive stukket.

Som voksen har jeg udover den almindelige vedligeholdelse med tandrensning ikke haft de store problemer med tænderne. En enkelt fyldning her og der er det selvfølgelig blevet til, men bortset fra fjernelsen af mine visdomstænder, har min nuværende tandlæge ikke haft meget arbejde med mig.

De seneste gange, jeg har været til det faste eftersyn hos ham, har han udvalgt en af mine gamle sølvplomber og skiftet den ud med en moderne af et plastmateriale. De gamle plomber kan være giftige og holder ikke i længden, fortæller han. Jeg lader ham gøre, som han vil, for jeg er overbevist om, at han er en rigtig god tandlæge.

Kategorier: Feriesnak